Løse taster

Da jeg var barn måtte jeg ikke bruge min fars computer. Set i lyset af at jeg ved flere lejligheder havde ødelagt den fuldstændigt fordi jeg gerne ville lære mere om hvordan man formaterede diske, flyttede data og installerede programmer, var det en beslutning jeg i dag forstår (Men stadig er lidt tvær over).

Når han skulle være væk en aften eller længere tid slukkede han derfor computeren bag på harddisken (Der var en ekstra afbryder, det var i de gamle dage), i håbet om at jeg ikke ville pille ved den.

Første gang jeg sneg mig ind for at tænde hans computer og den ikke reagerede, undrede jeg mig i 1 sekund, tænkte at der sikkert var noget som var slukket eller manglede, kiggede bag på harddisken, fandt knappen og tændte den igen. Efter brug slukkede jeg pænt PCen igen for ikke at efterlade nogen spor.

Resten af min barndom gik med at han slukkede PCen, vel vidende at jeg godt kunne tænde den igen.